Der er en stigende interesse for sundhed og motion i disse år. I aviser og blade er der mange sunde madopskrifter og artikler om kost og motion, og der vises mange livsstils-programmer i fjernsynet.
For at undgå at blive overvægtig skal energiindtaget i maden svare til kroppens energibehov. Energi måles i enheden kilojoule (kJ). For hvert gram kulhydrat og protein vi fordøjer, tilføres kroppen 17 kJ. Fedtstoffer indeholder omkring dobbelt så meget energi, dvs. 1 g fedt giver 38 kJ. Alkohol indeholder også meget energi, da 1 g indeholder 30 kJ.