Året er 2030, og Nynne og Hans drømmer om at få børn. Begge er aktive mennesker med stor interesse for idræt. Nynne har dyrket atletik hele sit liv, mens Hans har dyrket håndbold på højt plan. Ingen har nået eliten i deres respektive sportsgrene, og især Nynne drømmer om at sætte et barn i Verden, som kan nå eliteplan. Nynne har fulgt med i nogle af de genteknologiske metoder, der blev opdaget af kinesiske forskere i 2015. Især er hun fascineret af CRISPR-teknologien. Den går ud på, at man kan lave genændringer allerede lige efter befrugtningen. Det betyder, at alle celler i kroppen får genændringen, også kommende æg- og sædceller. Nynne har også læst, at man har opdaget et gen, som kan øge enzymaktiviteten i forbindelse med anaerob forbrænding. Det er centralt, hvis man skal være en dygtig 100 m løber. Nynne overvejer at foreslå Hans, at deres kommende barn skal have lavet denne genmodifikation allerede i fostertilværelsen. Hun ved, at flere af hendes veninder også har samme overvejelser, blot med andre egenskaber.