I storbyer er der ofte miljøproblemer som følge af virksomheders og husholdningers forbrug. Byerne beskrives af og til overdrevent som umættelige uhyrer, der trækker vand, energi, fødevarer og andre ressourcer ind fra landområderne - uden at levere andet tilbage end affald, spildevand og forurenet luft.
Byernes forbrug og forurening er uholdbar i fremtiden, hvis der skal være nok ressourcer og et rent miljø til de kommende generationer. Arkitekter, forskere og byplanlæggere arbejder på at føre politikeres visioner om bæredygtige byer ud i livet. Der eksperimenteres bl.a. med nye byggematerialer, som kan skilles ad og genbruges.
Offentlige og private virksomheder samt husejere arbejder også på at gøre byerne mere selvforsynende med energi, bl.a. ved at sætte solfangere og solceller på tagene. Energiforbruget kan nedsættes, fx ved isolering og varme samt varmegenindvinding i bygninger.