Case

Svæver på magneter

Magnettoget i Shanghai

Katrina er lige kommet hjem fra en fantastisk rejse til Shanghai i Kina sammen med sine forældre.

De tog toget til Kastrup lufthavn og fløj direkte til Shanghai. For at komme fra Shanghai lufthavn og ind til Shanghai by tog Katrina og forældrene et magnettog, der kørte med over 300 km/t. Toget var virkelig sjovt at køre i. Det accelererede, så det kildede i maven, det var næsten lydløst og meget roligt sammenlignet med toget til lufthavnen i Kastrup. Da de steg ud af toget i Shanghai, så de, at toget ikke havde hjul. På en plakat kunne de læse, at toget svæver ca. 10 cm over selve togbanen, og at det er magneter, som sørger for, at toget svæver. Det er også magneter, som får toget til at køre.

Magnettog er egentlig en ret gammel opfindelse, men det er kun i Japan, Sydkorea og Kina, at de anvendes til transport.