Udsyn

Earth Overshoot Day

Jordens ressourcer bruges hurtigere, end de kan gendannes

”Earth Overshoot Day er kommet”

…det kunne meget passende være en avisoverskrift til advarsel for os mennesker.

Når man taler om Earth Overshoot Day, er det et forsøg på at gøre opmærksom på, at vi bruger langt flere af Jordens ressourcer, end Jorden kan nå at gendanne. Jo tidligere på året dagen falder, jo flere ressourcer har vi brugt. Dagen blev indført i 1970, og dengang lå Earth Overshoot Day i slutningen af december. Der var altså næsten balance i forbruget. Men i 2018 faldt Earth Overshoot Day allerede den 1. august.

Det vil sige, at menneskeheden allerede den 1. august 2018 havde brugt Jordens ressourcer for et helt år. De ressourcer, som bruges fra 1. august indtil nytår tærer på Jorden og vil ikke kunne gendannes i tide.

Hvert år bliver der lavet en liste over, hvornår de enkelte lande i verden når Earth Overshoot Day. Nogle lande når først Earth Overshoot Day d. 21. december, mens andre lande når Earth Overshoot Day allerede d. 9. februar. I Danmark nåede vi i 2018 Overshoot Day allerede d. 28. marts.

Når man skal fastlægge datoen, ser man på, hvor stor bio-kapaciteten er. Man ser fx på, om der er skov nok til at absorbere den CO2, som bliver udledt.

At tale om Earth Overshoot Day er noget forsimplet. For vi ved jo godt, at de fossile brændstoffer og mineralske ressourcer ikke bliver gendannet. Men det er måske en meget god måde at gøre opmærksom på, at der ikke er balance i vores forbrug af Jordens ressourcer?