For at leve, vokse og formere os skal vi spise og drikke. Kosten forskellige steder i verden ser umiddelbart meget forskellig ud. Alligevel kan menneskekroppen fungere. Det skyldes dels at den er en meget fleksibel konstruktion, men det skyldes også at selv meget forskellig kost består af de samme grundelementer.
Ud over vand består det meste kost hovedsagelig af carbohydrater, proteiner og fedt. Alle disse tre stofgrupper kan udnyttes som energikilde af kroppen. De udnyttes også til at vedligeholde og opbygge kroppen.