Vi ved at mennesker helt fra oldtiden har gjort sig forestillinger om liv andre steder, end der hvor de selv var. Det kunne være mere eller mindre menneskelignende guder, eller andre typer af beboere på fjerne steder.
Litteraturen har altid indfanget tidens tanker. Efter den astronomiske revolution i det 16.- og 17. århundrede kunne litteraturen tage udgangspunkt i en verdensopfattelse med et naturvidenskabeligt grundlag. Fortællinger om rumrejser og møder med fremmede livsformer så dagens lys. Nu kalder vi det "science fiction" - en genre, der stadig lever både som litteratur og film.
Den franske forfatter Jules Verne (1828-1905) skrev science fiction-romaner - også om rumrejser. Han tog ofte afsæt i tidens nye tekniske muligheder og regnes som en af de helt store udviklere af science fiction-genren.
I science fiction møder vi ofte fremmede livsformer, der er højt udviklede og lever socialt organiserede på en måde, der minder om mennesker på Jorden. Tit i et miljø med sælsomme planter og dyr. Men sådan behøver fremmed liv ikke at være. I hovedparten af den tid, der har været liv på Jorden, har der kun været simple encellede organismer. Der har kun været menneskelignende liv på Jorden i under 1/1000 af den tid, der har været liv.