De tektoniske plader er i konstant bevægelse i forhold til hinanden, men det foregår langsomt. Pladerne kan enten bevæge sig mod hinanden, væk fra hinanden eller på langs af hinanden. Bevægelserne er årsag til voldsomme og imponerende fænomener, nemlig bjergkædedannelse, jordskælv og vulkanisme.
Pladegrænserne er de steder, hvor pladerne mødes. Vi kan i dag nøjagtigt måle, hvordan pladerne bevæger sig i forhold til hinanden. Da pladerne kan bevæge sig på tre forskellige måder i forhold til hinanden, er der tre forskellige pladegrænsetyper.