I slutningen af det 19. århundrede begyndte vi at lave målinger på mængden af nedbør i Danmark. Nu er vi blevet mange flere mennesker i Danmark, og vi oplever oftere store mængder nedbør på kort tid, også kaldet skybrud. Dette har øget presset på kloaknettet, og derfor laver flere kommuner klimasikring af nye bydele. Et eksempel på dette findes i den nye bydel Musicon i Roskilde. Her skal den nye park Rabalder Parken fungere som både regnvandsanlæg og park for byens borgere.
Regnvandsanlægget består af en regnvandskanal, der snor sig gennem parken samt tre bassiner, der kaldes Søen, Engen og Bowlen, som kan bruges til opbevaring af regnvand. Søen er det første bassin, der fyldes op, herefter fyldes Engen og til sidst Bowlen. I Søen er der ofte vand, og ved kraftig regn vil regnvandet løbe over, så også Engen gradvist oversvømmes. I sjældne tilfælde med ekstrem kraftig regn vil også Bowlen fyldes med vand. Hele anlægget kan rumme 23.000 kubikmeter (m3) vand.