Emne

Klima og funktioner

Ikke-lineære funktioner, regression i GeoGebra, formler.

Funktioner og diagrammer bruges ofte til at beskrive den verden, vi lever i. Det kan være diagrammer over arbejdsløshed, jordens temperaturer, huspriser, antallet af indlagte med Covid-19 og meget andet.

Når vi skal forsøge at forudse, hvad der vil ske i fremtiden, skal vi bruge matematiske modeller. Når vi har brugt de matematiske modeller, illustrerer vi ofte resultatet i koordinatsystemer.

Nogle modeller prøver at være meget præcise. De angiver deres forudsigelse med en linje, og resultatet kan virke som et endeligt facit.

Andre modeller tager højde for, at mange ukendte faktorer kan spille ind, og at det derfor er svært at lave en præcis forudsigelse. Et eksempel er prognoserne for smittetal med Covid-19, hvor man arbejder både med et ”worst case scenario” og et ”best case scenario”, og man har farvet området mellem de to.

Danmark blev ramt af den smitsomme virus, Covid-19, i februar 2020. Eksperter var bange for, at virusset ville sprede sig med mange dødsfald til følge, og regeringen lavede derfor mange forskellige tiltag for at mindske spredningen. Blandt andet blev skolerne lukket fra midten af marts til midten af maj. I løbet af juni 2020 ebbede den første bølge ud. Danmark blev ramt af anden bølge i efteråret 2020. Igen lavede regeringen forskellige restriktioner, og i løbet af foråret 2021 blev det muligt at blive vaccineret mod covid-19.

Da samfundet åbnede op igen i foråret 2021, lavede man beregninger på konsekvenserne for forskellige scenarier. Her tog man højde for, at fremtiden ikke kan forudsiges ret præcist:

Nogle af graferne beskriver en udvikling, som vi kan beskrive med matematiske forskrifter. Det er dem, du skal arbejde med i dette kapitel.

Ill: Grafer fra Statens Serum Institut, der viser prognoser for daglige smittetal med Covid-19. sst.dk