Hvad har dyr og matematik med hinanden at gøre, tænker du måske. Kan du huske, da du i de mindre klasser lærte at tælle store fugleflokke, da du vejede og målte højder og længder på dyr, eller da du målte bænkebidernes fart?
De fleste mennesker er vilde med dyr. Mest med kæledyr som hunde, heste og katte, men også med mange af de vilde dyr, du kan møde i Zoologisk Have. Mange mennesker nyder synet af fugle. Og fugle er et yndet motiv for kunstmalere. Hvilket dyr kan du bedst lide?
Vi tror, at vi mennesker er dyrene overlegne. Men mange dyr har egenskaber, vi slet ikke kan leve op til. Der er dyr, der er langt hurtigere, stærkere og som kan springe længere end mennesker.
En vandrefalk kan flyve med op til 325 km/t. En gepard kan løbe med 120 km/t, og selv i vand kan en sejlfisk svømme med 110 km/t. En gorilla kan løfte op til 900 kg, en elefant 840 kg og en bjørn op til 455 kg. Kængururekorden i højdespring er 310 cm og længderekorden er 12,8 meter. Hvor hurtigt kan du løbe, hvor meget kan du løfte, og hvor højt og langt kan du springe?
Der er dyr, der hører langt bedre end os, og som kan høre højere lyde. Fx kan man kalde en hund til sig med en hundefløjte. Den udsender en høj lyd, vi mennesker ikke kan høre.
Mange dyr ser også meget bedre end mennesker. Mange dyr ser godt i mørke, og der er insekter, som kan se hele vejen rundt, dvs. 360o. Dyr, der er føde for rovdyr, fx småfugle og antiloper har en synsvinkel på op til 180o. Hvor stor er din synsvinkel?