Emne

Din mad giver dig energi

Du skal have energi for at kunne vokse og bevæge dig. Det kræver også energi at holde varmen. En stor del af den mad, du spiser, bliver til varmeenergi. Du skal producere meget varme for at holde en kropstemperatur på cirka 37 grader celsius.

Mad kaldes både kost og føde. Man taler også om madvarer og fødevarer. Maden indeholder energi og byggesten til kroppen. Fedt i maden kan være byggesten til dine celler, og protein kan være byggesten til dine muskler.

Energien til varme og bevægelse får du fra kulhydrater, protein og fedt i maden. Både kulhydrat, protein og fedt er næringsstoffer, som kroppen har brug for. Der er omkring dobbelt så meget energi i 1 g fedt som i 1 g kulhydrat eller protein. Hvis ikke vi bruger den energi, som er i føden, lagres en del af den som fedt i kroppen.

Det er nødvendigt, at vi får både kulhydrat, protein og fedt. Derfor skal man spise varieret.