Hvordan kommer du i skole?
Måske går eller cykler du. Måske kører dine forældre dig, eller måske tager du skolebussen eller toget hvis du har langt. Lige meget hvad du gør, bruger du energi.
Men der er stor forskel på hvilken slags energi du bruger, og hvordan den påvirker både dig og dine omgivelser.
Går eller cykler du, omdanner du kroppens energi til bevægelse. Det er sundt for dig, og du udleder stort set ikke stoffer der skader naturen. Men det går langsomt, og du synes måske ikke altid det er lige behageligt.
Kører du med dine forældre i bil eller tager skolebussen eller toget, bruger du selv meget lidt energi. Du kommer frem uden at anstrenge dig og i tørvejr. Til gengæld forurener køretøjerne omgivelserne når de afbrænder benzin for at skabe energien til at få dig i skole.