En åben bærbar computer med matematik på skærmen.

Aktiviteter til fjernundervisningen - Matematik 4.-6.

Xplore Matematik: Fjernundervisning og opgavetyper
Opgaverne under afsnittene "På opdagelse i matematikken" (faglige opgaver) og "Træning i færdigheder" (selvrettende træningsopgaver på flere niveauer) egner sig bedst til fjernundervisning.
Elevernes besvarelser kan du se og kommentere under fanen "Besvarelser og evaluering". 
Til hvert emne findes i sidepanelet en lærervejledning med facit. Eleverne har via sidepanelet adgang til et leksikon om det aktuelle emne.

4. klasse:

Diagrammer og procent - Havet på den blå planet
Med udgangspunkt i varer og tal om import og eksport skal eleverne arbejde med procentbegrebet. De skal tegne procentdiagrammer i det indlejrede tegneprogram og bl.a. give en mundtlig præsentation via optagefunktionen. De skal desuden aflæse procentdiagrammer og lære at tegne cirkel- og søjlediagrammer ved hjælp af regneark. Der er små videovejledninger til eleverne.

Sandsynlighed - Tænk dig om
Opgaverne er udformet som undersøgelser af forskellige små spil og aktiviteter, der kan udføres parvis. Hvis man ikke har søskende eller forældre, der kan deltage, kan aktiviteterne også gennemføres individuelt. "Spillehjørnet" med Yatzy, Snyd og Meyer lægger op til, at familien mødes og hygger sig med skolearbejdet i fællesskab. Materialer: Spillebrikker, fem almindelige spilleterninger, raflebæger, to mønter og små kugler e.l. Centicubes til opgave 2.2 og 2.3 kan måske erstattes af andre små genstande.

Forskelle og negative tal - Vand
Vinter betyder risiko for negative temperaturer og er en oplagt anledning til at fordybe sig i  negative tal. Med fagligt fokus på at beregne forskelle kommer emnet omkring temperaturer, tallinjer, golf, højder i landskabet og vanddybder. Spring opgave 1 over, da den kræver forskelligt udstyr fra fysiklokalet.
Materialer: Et spil kort til opgave 2.5.

5. klasse:

Sandsynlighed - Vejrudsigten
Emnet handler om grundlæggende begreber inden for sandsynlighed. Lad eleverne hente en vejrudsigt for en uge hos dmi.dk, og lad dem holde øje med i hvor høj grad, den holder stik. I emnet indgår desuden simple undersøgelser af eksperimenter med spilleterninger og mønter. Eleverne lærer om chance, risiko og sandsynlighed og kommer til at lære om samt anvende begreber som udfaldsrum samt gunstige, mulige og umulige udfald. Emnet indeholder flere videovejledninger, hvor eleverne trin for trin lærer at simulere møntkast og kast med terninger i et regneark.
Materialer: To almindelige spilleterninger med seks sider, to mønter og en lommeregner.

Brøker, decimaltal og procent - Kenyas befolkning
I Kenya bor over otte gange så mange mennesker som i Danmark. Når man skal sammenligne de to lande, har man brug for at omsætte udvalgte tal til brøker, decimaltal og procent. Eleverne skal tegne forskellige procentdiagrammer både i det indlejrede tegneprogram samt ved hjælp af regneark. Der indgår en grundig videovejledning til eleverne om at tegne diagrammer i regneark.

Overslag og division - Det første liv 
Om store tal, priser og talangivelser. Eleverne kommer til at tage stilling til, hvornår det er nødvendigt at arbejde med hhv. præcise og afrundede tal. I de matematikfaglige opgaver lærer eleverne om division med og uden rest samt at anvende tværsum til at finde regler for tals delelighed. Materialer: Lommeregner, papir og blyant, tre terninger - gerne ti-sidede.

Statistik - Byens fugle
Fugle er i fokus i dette emne om gennemsnit, middeltal, største- og mindsteværdi samt variationsbredde. Eleverne skal arbejde med ordnede data og observationssæt for at kunne afbilde dem i pindediagrammer. Efterfølgende skal eleverne beskrive og konkludere resultaterne både skriftligt og mundtligt. Materialer: To almindelige spilleterninger, papir og blyant samt en saks.

6. klasse:

Talfølger - Et grantræ vokser
Grene med knopper i vintertilstand danner udgangspunkt for dette emne om talfølger og funktioner. Eleverne skal ud og kigge på grene i haver, parker eller skov. Talfølgerne omsættes til matematiske tælletræer. Ved hjælp af funktionsmaskiner får eleverne det konkret billede af funktionsbegrebet i matematik, så de kan beskrive talfølger og funktioner mundtligt ved hjælp af den indlejrede optagefunktion. Efterfølgende findes opgaver med at tegne af grafer i koordinatsystemer, først i tegneprogram og derefter i indlejrede tegneflader i GeoGebra. Funktioner og grafer anvendes til at udbygge elevernes viden om kvadrat- og kubiktal samt give dem det første indblik i kvadrat- og kubikrødder.

Statistik i diagrammer - Regnskoven
Emnet sætter eleverne i gang med at sammenligne regnskove og danske skove samt beskrive udviklingen af skovenes udbredelse. Det faglige fokus er på pindediagrammer, histogrammer, kurver og hydrotermfigurer. Eleverne skal både tegne og aflæse diagrammer samt mundtligt beskrive, hvad de viser. 

Sandsynlighed - Øjenfarver
Øjenfarver, mønter og spilleterninger er udgangspunkt for dette emne om sandsynlighed, chance og risiko. Gennem de praktiske aktiviteter og undersøgelser bliver eleverne præsenteret for en række ord og begreber om sandsynlighed: udfald, udfaldsrum, mulige og gunstige udfald, hændelse, og de lærer at udtrykke sandsynlighed som brøk, decimaltal og procent. Materialer: To spilleterninger, to ens mønter, papir og blyant samt en lille pose eller æske til at trække sedler op af.

Tesselationer og friser - Mursten
Huse og andre bygninger kan betragtes som geometriske konstruktioner og er velegnede til geometriske undersøgelser. Dette emne starter med en opgave om at gå på fotojagt efter murstensmønstre med mobilkameraet. Billederne anvendes til at tegne skitser af de forskellige typer forbandt, som murstenene er lagt i. I de følgende opgaver kommer eleverne til at tegne mønstre, tesselationer og friser i det indlejrede tegneprogram og i GeoGebra.  De tegnede mønstre undersøges for symmetriakser, parallelforskydninger, samt spejlings- og drejningssymmetri. Materialer: Mobilkamera, papir og blyant.

Grafer
Dette emne viser, hvordan man kan beskrive udviklingen i antallet af havørne og agerhøns ved hjælp af funktioner. Eleverne skal bl.a. udfylde tabeller om udviklingen i antallet af havørne og agerhøns, tegne punkterne ind i et koordinatsystem i det indlejrede tegneprogram og forbinde punkterne til grafer. Til slut indtastes de to funktioner i GeoGebra, så eleverne kan sammenligne de to udviklinger og de to tilhørende funktioner.

Ligninger
I de vejledende Fælles Mål efter 6. klasse står der, at eleverne skal kunne opstille og løse ligninger og enkle uligheder, og at de skal udvikle metoder til løsninger af ligninger. Dette  emne handler om, hvordan man kan beskrive forhold i dagligdagen og virkelighedens verden ved hjælp af ligninger. Eleverne skal bl.a. arbejde med forskellige typer af regnehistorier.

Trekanter og vinkelstørrelser
Et klassisk emne om konstruktion og undersøgelse af trekanter og vinkelsummen i en trekant. Eleverne kommer til at arbejde med og bruge navnene på forskellige slags trekanter som ligebenede, ligesidede samt stump-, spids- og retvinklede trekanter. Konstruktionerne foregår med tegneredskaber på papir og med dynamisk geometri i GeoGebra. Materialer: papir, lineal, vinkelmåler, passer og computer med GeoGebra.

Decimaltal, brøk og procent
I dette emne skal eleverne tegne diagrammer og udføre beregninger med lommeregner og ved hjælp af regneark. Materialer: to almindelige spilleterninger.

Fjernundervisning med Xplore Prøver og test Matematik 
I portalen Xplore Prøver og test matematik findes til 3.-6. klasse:

- Selvrettende træningsopgaver "Prøv selv" på tre forskellige niveauer (4.-6. kl.)
- Selvrettende adaptive test (til hhv. 3. og 6. klasse)

Træningsopgaverne "Prøv selv" ligger frit tilgængelige, så eleverne kan tilgå dem direkte. Opgaverne er inddelt efter klassetrin samt fagets færdigheds- og vidensområder. De adaptive test skal du tildele til eleverne, før de kan tilgå dem. I denne vejledning kan du se, hvordan du tildeler test.

28. juni 2022
  • Fjernundervisning
  • Matematik