Lærerens dag: Spar 20% på alle bøger fra d. 4.-7. oktober 2024.
Brug årstiden i din undervisning - opgaver til matematik og N/T
Efteråret er over os og hvorfor ikke tage en bid af årstiden med ind i undervisningen? Vi har fundet nogle opgaver frem fra Xplore Natur/teknologi og Xplore Matematik, som giver dig mulighed for at tage dine elever med ud i det friske efterårsvejr og gøre brug af årstiden i undervisningen.
Natur/teknologi
Skovens træer
Eleverne skal undersøge blade og frugter fra forskellige træer. Opgaven fungerer som tjekliste. Træerne, der er afbildet i opgaven, er alle almindelige træer i danske blandingsskove.
Snak med eleverne om, at de ikke nødvendigvis ses med frugter. Det afhænger naturligvis af årstiden. Lad eleverne samle bladene i skolens nærhed.
Eleverne krydser de arter af, de finder, for at give dem et indtryk af forskelligheden. Alternativt kan eleverne arbejde i grupper og undersøge hver deres område. Efterfølgende kan de sammenligne områderne. Inddrag årstidernes indflydelse på det, I finder.
Find opgave og afkrydsningsskema til print her
Undersøg svampe
- Den store svampesæson er i sensommeren og om efteråret, så lige nu er det en oplagt aktivitet at samle svampe og klassificere dem sammen med eleverne. Del for eksempel svampene op i dem med rør og dem med lameller. Brug en svampebog til at sætte navn på udvalgte svampe.
- Læg nogle af svampene på papir (prøv både med lyst og mørkt papir) og undersøg efter nogle timer eller dage, om svampene har smidt sporer. De små sporer vil lægge sig i et mønster, der svarer til, hvor de har siddet på svampen. Læg mærke til, at farven på sporene kan være meget forskellig fra svamp til svamp.
Matematik
Hvor mange har du?
Eleverne skal indsamle materialer på en skovtur og sortere deres materiale i hhv. blade, sten, kogler mv. og undersøge, om de har et lige eller et ulige antal af hver ting. Til undersøgelsen anvender eleverne et kopiark. I kopiarket tegner eleven det, der undersøges, skriver antallet ned samt sætter kryds ift., om det er et lige eller ulige antal.
Find opgave og optællingsark til print her