Kort er et slags sprog, som skal tilegnes gennem undervisningen
"Når vi opfinder nye ting som mennesker, så handler det om, at vi bruger vores viden om naturen i sammenhæng med det, som vi i øvrigt ved, fordi de ting vi opfinder, måske ikke lige passer til den natur, vi også skal have til at fungere."
Mød GO forlags forfatter Poul Kristensen som har 12 års erfaring som folkeskolelærer og 30 års erfaring som lektor i geografi på læreruddannelsen. I dette interview fortæller han om kortet som sprog, hvordan man gør kortlære spændende for sine elever, og hvorfor geografi er vigtigt.
”Kortet er i virkeligheden et slags sprog, og det sprog består af de signaturer og den målestok, som man bruger, og som man skal vide, hvordan hænger sammen. Det er blandt andet derfor kortlære er vigtigt at tilegne sig. Så er der dem, der siger ”jamen hvad skal vi bruge et kort til i dag, når vi bare kan sætte GPS’en til”, men kortet er jo i virkeligheden meget mere end et middel til at finde vej. Det er også et kommunikationsredskab, hvor man kan præsentere data og statistik på en helt anden måde end med tal og søjler. Med et kort får du den her rummelige dimension og det er også en af grundene til, at man bruger kort som kommunikation i for eksempel nyhedsformidling.”
Kort er både formidling af virkeligheden og forvanskning af den
”En anden ting der er med kort - særligt med de digitale - det er, at det både er en formidling af virkeligheden men også en forvanskning af den. Som i så mange andre former for kommunikation, er der en masse valg, der skal træffes. Et vejkort er jo noget helt andet, end hvis man skal vise befolkningstætheden i et land, så der vil man vælge en anden type kort. Det er altså hele tiden udvælgelse, og noget man tager stilling til, fordi man kommunikerer, og dermed har et bestemt formål med sit kort. Det er først, når man laver et kort, hvor man vælger at fremhæve og forstærke noget, at man får det ønskede budskab frem. Så derfor er kortet ikke noget, der bare lige forsvinder.”
Gennem kortene kan eleverne forestille sig verden
Hvordan gør man det interessant for eleverne at lære om kort i skolen? Ifølge Poul handler det om at præsentere dem for nogle spændende og skæve kort men også at gøre undervisningen mere fantasifuld og lade eleverne udforske kortets muligheder på egen hånd.
”Kort er i høj grad forbundet med at rejse og at forestille sig, hvordan verden ser ud. I min undervisning har jeg ofte præsenteret nogle forskellige kort heriblandt også nogle lidt skæve kort. Ud fra dem snakker vi om, hvad det egentligt er der gør, at man fascineres af nogle kort, og det er ofte, fordi man igennem kortene kan forestille sig, hvordan det er ude i verden. For eleverne i folkeskolen kan man som lærer også lave en øvelse, hvor eleverne skal forestille sig, at de skal ud og rejse, og så skal de tegne deres rejse ind på et kort eller lave en form for storyline, hvor de følger en opdagelsesrejsende eller turist, hvor kortet bliver deres guide. På den måde er eleverne selv med til at bruge kortet på en mere kreativ måde.”
GPS giver enorme muligheder i udviklingen af undervisningsmaterialer
”Når det kommer til GO Atlas, så er en af de funktioner, mine studerende og jeg er rigtig glade for, muligheden for at sammenligne kort fra forskellige tidsperioder og analysere landskabets forandringer gennem tiden. På GO Atlas portal er det gjort virkelig nemt med funktionen kortsammenligner, hvor du kan sætte to kort op ved siden af hinanden og sammenligne deres indhold. Det er en glimrende opgave, især hvis man efterfølgende har mulighed for at tage ud og se på et rigtigt landskab.
Det er også muligt at overføre data fra GPS ind på kortene i GO Atlas, hvilket også giver enorme muligheder i forhold til at lave spændende undervisningsmaterialer og i forhold til feltarbejde.
En anden fordel ved GO Atlas er, at du har alle slags kort samlet et sted. Både de uomgængelige kort og de mere specialiserede kort. I det digitale GO Atlas kan man sågar lave sine egne kort. På den måde kan man lære eleverne, at de faktisk selv kan være med til at bygge et kort op."
Endnu mere fokus på bæredygtighed
Der er mange emner indenfor geografien, som fylder hos Poul, men særligt er der et emne, han gerne vil have endnu mere fokus på i læremidlerne; bæredygtighed.
”Der er mange vigtige emner i geografien, men særligt arbejdet med bæredygtig udvikling ligger mig meget på sinde. Jeg tænker også, det er sådan et emne, der er med til at berettige et fag som geografi i fremtiden, da man har en faglighed, der er nødvendig for at forstå og dermed være i stand til at handle på en retning for en bæredygtig udvikling. I GO Atlas har vi allerede nogle eksempler på miljøopgaver – og cases, men jeg tænker, det er et emne, vi skal gøre endnu mere ud af i fremtiden. ”
Vores tilværelse er bygget på naturvidenskab
Naturen er menneskets livsgrundlag, og netop samspillet mellem mennesket og naturen er for Poul noget af det vigtigste ved naturfag, og et emne som geografi egner sig særdeles godt til at belyse.
”Det er jo ret fantastisk, for vi bygger jo hele vores tilværelse på naturvidenskab. Det samme gælder for vores forståelse af naturen, hvis vi skal beskytte den – som jo er vores livsgrundlag – så skal vi også vide, hvordan den virker, og det kan naturfag fortælle os. Når vi opfinder nye ting som mennesker, så handler det om, at vi bruger vores viden om naturen i sammenhæng med det, som vi i øvrigt ved, fordi de ting vi opfinder, måske ikke lige passer til den natur, vi også skal have til at fungere.
Det der kendetegner geografi, det er at vi arbejder med levevilkår, og levevilkår er jo både noget der er skabt i forhold til naturen, men også det vi selv skaber som mennesker; by og land eller natur og kultur - det spiller sammen. Det samspil er geografiens helt store styrke, fordi det simpelthen er nødvendigt at tænke natur og kultur sammen. Vi kan sagtens lave nogle nationalparker hist og her, men det redder ikke verden. Det er samspillet med naturen, som vi skal have til at fungere på en måde, hvor der både er plads til naturen og til mennesket. Og netop det kræver, at man kan se koblingen, altså at man kan se, hvordan menneskets handlinger afspejles i naturen men også naturens reaktion på menneskets handlinger. Det tror jeg ikke, at der er et fag, der er bedre til end geografi”.