Verdens Bogdag 2024 kampagne: Spar 50% på 'Jeg læser om lande'-bøger til og med søndag d. 28. april 2024. 

Interview med redaktør om GO Forlags læremidler og naturfag og hvorfor det er vigtigt at have i skolen.

Naturfag er en vigtig brik i den grønne omstilling

Engang var naturfag sådan noget, der stod lidt i vejen, når vi skulle udvikle landet og bygge. Så kom biologerne og bremsede projektet. Nu synes jeg der er sket et forståelsesmæssigt skift. At det ikke er de sorte mod de grønne men at fremtiden ligger indenfor naturvidenskaben – også som samfund.

Jo mere undersøgende, jo sjovere bliver undervisningen i naturfag
Hvordan gør man det sjovt for eleverne at lære om naturfag? Hvis du spørger vores redaktør, Jesper Bønløkke, så handler det om at inddrage eleverne og lade dem gøre sine egne erfaringer.

”Det handler om, at eleverne selv skal have fingrene i det – jo mere undersøgende, jo sjovere er det. Det tror jeg, at vi alle sammen kender – ting vi selv har oplevet, og hvor man selv synes, at man har opfundet noget eller erkendt noget, det er ofte sjovere. Samtidig husker man det også meget bedre. Det er det, vi hos GO Forlag prøver på med den undersøgelsesbaserede undervisning, at eleverne selv skal ud og gøre sig nogle erkendelser. Det tror vi på er med til at skabe den gode undervisning i naturfag. Derudover skal der også være noget i undervisningen, som eleverne kan relatere til for eksempel ved, at det er noget som er tæt på deres dagligdag.”

”Vores forløb starter altid med en case som tager udgangspunkt i noget virkelighedsnært – måske noget fra lokalområdet, hvor eleverne skal forsøge at løse nogle opgaver, faktisk før de overhovedet går i gang med selve forløbet. Det kan godt være, de egentligt ikke er fagligt klædt på til det endnu, men det gør, at eleverne gør sig nogle overvejelser, som de bliver klogere på undervejs. Det er en måde at skabe motivation og pirre til deres nysgerrighed.”

”Det tror jeg på, at de fleste unge synes, er spændende, da det dermed kommer tættere på dem selv. Der er jo en masse udfordringer såsom klimakriser, men der er også en masse løsninger, som ligger lige for døren. Og det er jo vores unge, der skal være med til at løse dem.”

 

Tværfaglighed i fokus
De seneste år er den tværfaglige naturfagsundervisning kommet højt på dagsordenen i grundskolen med fællesfaglige fokusområder i undervisningen og fællesfaglig naturfagsprøve, hvilket også afspejles i GO Forlags læremidler.

”Vores læremidler er kendetegnet ved, at de er meget tværfaglige. Der er tre forløb per klassetrin som har samme overordnede forløb både i biologi, fysik/kemi, geografi og matematik. Så der er rig mulighed for at lave noget tværfagligt arbejde. Når du dykker ned i forløbene, er de selvfølgelig fagspecifikke, men du har mulighed for at lave en overordnet ramme på tværs af fagene.”

”Vi har også Xplore fællesfagligt, som tager det endnu mere på tværs af fagene. Her er det ikke længere fagfagligt, men funktionelt tværfagligt. Det betyder, at du ikke kan se, hvor det er biologi, geografi eller fysik/kemi. Det vil jeg sige, er meget unikt for vores læremidler, at det er så tværfagligt.”

 

Den menneskeskabte tidsalder
For Jesper var det nyeste forløb i Xplore Fællesfagligt, et forløb der lå lige til højrebenet med dets højaktuelle emner som pandemier og klimaforandringer.

”I forløbet Den Menneskeskabte Tidsalder har vi taget udgangspunkt i alle de højaktuelle emner som corona og pandemier, klimaforandringer, biodiversitetskrise og menneskets forbrug. Det er jo superaktuelt, og et forløb der lå lige til højrebenet, da det kunne rammes ind i en fælles indpakning”

”Man taler om at tidligere tidsaldre har været defineret ud fra det geologiske, altså at man har kunne se nogle forskellige lag i jorden. Men nu er der nogle forskere der mener, at det ikke er store vulkanudbrud, men vores aktivitet som menneske, der kan være med til at definere vores tidsalder. Man diskuterer nu, hvordan man skal afgrænse hvornår den startede, man vil gerne have en markør. Så her taler man om, at markøren skulle være radioaktivt nedfald fra atombombesprængningerne i midten af det tyvende århundrede. Dét har været en god ramme for forløbet – at eleverne lærer, at de er med til at præge jorden på godt og ondt.”

 

Naturvidenskaben er mere aktuel end nogensinde før
Der er ingen tvivl om, hvorfor Jesper synes naturvidenskaben er en væsentlig og meget vigtig del af undervisningen.

” Der står så mange store opgaver foran os: Hvordan får vi energi nok til vores fremtidige forbrug? Hvordan får vi energi nok uden at smadre CO2-balancen endnu mere? Og hvordan slipper vi af med affaldet? Hvordan gør vi, så der ikke er noget der hedder affald, men alt er ressourcer der går igen? Det er jo alt sammen naturvidenskab, som skal på banen og udtænke alle de her løsninger. Så det er mere aktuelt end nogensinde før.”

”Den grønne omstilling vi står overfor, er lige pludselig kommet til at gå stærkt. Man har snakket om det i mange år, men lige nu er der momentum, og nu gør man faktisk noget.”

"Engang var naturfag sådan noget, der stod lidt i vejen, når vi skulle udvikle landet og bygge. Så kom biologerne og bremsede projektet. Men jeg tror, man faktisk har fået øjnene op for nu, at det er i naturvidenskaben løsningerne skal findes. Så jeg synes der er sket et forståelsesmæssigt skift. At det ikke er de sorte mod de grønne men at fremtiden ligger indenfor naturvidenskaben – også som samfund."

Så hvorfor er naturvidenskab vigtigt? Det siger jo næsten sig selv.

06. december 2022