
Gratis forløb til Masseeksperimentet 2025
Vi har åbnet en række forløb til dig, der skal deltage i Masseeksperimentet.
Adgangen er gratis i ugerne 26-43. Du skal blot logge ind med dit Unilogin. Det kræver dog, at din skole har dataadgang.
Vi har også åbnet for nogle forløb til dig der skal deltage årets naturvidenskabsfestival. Dem kan du se her.
Til indskolingen
God jord til landbrug – Natur/teknologi og Matematik 3
Hvad gør jorden god til dyrkning af korn? I dette forløb undersøger eleverne, hvordan jordens sammensætning og vejret påvirker landbruget. De lærer, hvordan kornplanter optager vand gennem rødderne, hvorfor lerjord holder bedre på vand og næring end sandjord, og hvordan dette har betydning for dyrkning af korn i Danmark.
Eleverne eksperimenterer med nedsivning af vand i forskellige jordtyper og undersøger, hvad planter har brug for for at vokse. Forløbet giver en praktisk forståelse af samspillet mellem jord, vand og planter – og hvorfor god jord er afgørende for landbruget.

Til mellemtrinnet
Landskabet i Danmark – Natur/teknologi 5
Tag dine elever med på en rejse gennem tid, hvor de undersøger, hvordan is, vand, vind og hav har formet det danske landskab. I dette forløb lærer eleverne om de bakker, smeltevandssletter og kystlandskaber, som istiden har efterladt, og hvordan naturens kræfter stadig ændrer landskabet i dag. De undersøger, hvordan rindende vand sorterer materialer som ler, sand og grus, hvordan vinden danner klitter, og hvordan havet former kysterne.
Forløbet giver også et blik på menneskets udnyttelse af jordbunden og råstoffer – fra landbrug til råstofindvinding. Gennem undersøgelser og eksperimenter får eleverne en forståelse af de kræfter, der har skabt og fortsat ændrer vores omgivelser.

Til udskolingen
Den livgivende jord – et tværfagligt forløb til udskolingen
I forløbet Den livgivende jord arbejder eleverne med jordens betydning for liv gennem forskellige faglige vinkler. I biologi undersøger de jordbundens organismer, næringsstoffernes kredsløb og skovens rolle i økosystemet. I geografi dykker de ned i jordbundens sammensætning, mineraler og dyrkningsjord, mens de i fysik/kemi arbejder med fotosyntese, respiration og kulstoffets kemiske forbindelser. I matematik måles længder i landskabet ved hjælp af triangulering, og der undersøges hvor stor andel af Danmark, der er dækket af skov.
Selvom fagene arbejder hver for sig, skaber de tilsammen en bred forståelse af, hvordan jorden danner grundlag for liv – fra de mindste næringsstoffer til de store økosystemer.
